Selv brugere med godt kendskab til deres sygdom har brug for støtte
 
 
pharmakon.dk
 
Læs mere om kurset

Inflammatoriske tarmsygdomme og apotekets rolle

 
En systematisk litteraturgennemgang af flere studier, der handlede om at forbedre medicinefterlevelsen ved inflammatoriske tarmsygdomme, viser, at apoteket kan hjælpe.

Crohns sygdom og colitis ulcerosa er kroniske og uhelbredelige inflammatoriske tarmsygdomme, der behandles med medicin. Flere undersøgelser viser, at op til 45 % af patienterne ikke tager medicinen som ordineret af lægen. Det betyder, at deres sygdom forværres, at de oplever utilfredsstillende kliniske resultater, at de har et højt brug af sundhedsvæsenet og dermed koster mere.

Der er flere årsager til manglende medicinefterlevelse: demografiske faktorer (etnicitet og rygestatus), kliniske faktorer (diagnose, sygdomsvarighed, hyppighed af klinisk opfølgning), medicinfaktorer (barrierer for at tage medicin) og psykosociale faktorer (holdninger og overbevisninger). De demografiske og kliniske risikofaktorer er svære at gøre noget ved (er ikke-modificerbare). De andre risikofaktorer er modificerbare og kan derfor målrettes og ændres via interventioner.

I litteraturgennemgangen identificerede forskerne 17 relevante studier med interventioner fx fra apoteker. Forskerne grupperede interventionerne i fire forskellige kategorier: Uddannelse, adfærd, kognitive adfærd og multikomponent:

Uddannelse
Her var der fokus på forskellige former for patientuddannelse fx undervisning efterfulgt af opfølgende spørgsmål, en lommeguide med information om sygdom, rådgivning efterfulgt af telefonopkald, rådgivning med introduktion til indlægsseddel og medicinskema.
 
Adfærd
Her blev patienternes adfærd støttet af forskellige redskaber, der mindede patienten om at tage medicinen.
 
Kognitiv adfærd
Her lærte patienterne at håndtere de udfordringer, de måtte møde i deres behandling.

Multikomponent
I disse undersøgelser indgik flere af ovenstående interventioner.

Alle interventioner blev fulgt op efter et stykke tid og viste en forbedret medicinefterlevelse. Multikomponent interventioner var de mest succesfulde.

Denne systematiske litteraturgennemgang viser, at jo flere forskellige måder apoteket forsøger at påvirke medicinefterlevelse på, jo bedre. I dette tilfælde handler det om en patientgruppe, som har en kronisk sygdom, og som man måske kan forvente er godt inde i sygdom og behandling. Og alligevel lykkes det at forbedre medicinefterlevelsen.
 
Læs mere om undersøgelsen
 
 

Kontakt

Rikke Nørgaard Hansen
Afdelingsleder, cand.pharm.

48 20 63 79