Dansk undersøgelse giver klart svar
 
 
pharmakon.dk
 
Læs mere om undersøgelsen

Apotekets rolle i forhold til personer med diabetes

 
Pharmakons forskere og forskere fra Steno Diabetes Center Sjælland har samarbejdet om en ny undersøgelse, som skulle give svar på, hvad personer med diabetes ønsker fra apoteket. Svaret er indhentet via to fokusgruppeinterviews, hvor 13 personer med diabetes deltog.
Undersøgelsen viser, at der især er tre områder, som apoteket kan bidrage til:
 
  1. Tydeliggøre apotekernes rådgivningsservice og kompetencer
    Deltagerne i undersøgelsen oplever, at apotekets rammer og travlhed er en barriere for at indgå i dialog, og de ønsker ikke at være til ulejlighed. De kender heller ikke apotekspersonalets kompetencer og oplever kun, at apoteket spørger: ”Vil du have det billigste?” eller ”Har du fået det før?”
    En løsning kunne ifølge deltagerne være, at apoteket synliggør deres rådgivningsservice, og at personer med diabetes får en kontaktperson på apoteket, som kender den enkeltes situation, og som de kan booke tid hos.

  2. Fungere som sparringspartner
    Deltagerne i undersøgelserne efterlyser en fast sparringspartner – hos lægen oplever de travlhed og måske en forskellig læge fra gang til gang. Det er især, når de er nydiagnosticerede, får ny medicin, og når de får mange slags medicin, at de savner sparring. Det gælder også sparring om praktiske ting, som at hjælpe med brug af fingerprikkere, blodsukkerapparater og relevante apps.
    Her ser deltagerne, at apoteket sagtens kan være den savnede sparringspartner.

  3. Være en kilde til information og vejledning om lokale aktiviteter og støtte.
    Deltagerne i undersøgelsen føler sig ofte ”Palle alene i verden”, pga. manglende indsigt i sygdommen fra omgivelserne, fx når sygdommen kræver medicin og ikke ’kun’ livsstilsændringer. Her har de brug for lettilgængelig professionel viden og rådgivning både i forhold til medicin, netværk og lokale aktiviteter – især som ny med diabetes. Det er også en rolle, som deltagerne sagtens kan se apoteket påtage sig. Deltagerne foreslår, at der etableres et samarbejde mellem diabetesforeninger og apotek, så borgere kan få information om begge parters kompetencer og muligheder.
 
Læs mere om undersøgelsen
 
 

Kontakt

Gitte Reventlov Husted
Udviklingskonsulent, Cand.cur., ph.d.
48 20 61 92