Der er basis for mere samarbejde
 
 
pharmakon.dk
 
Læs undersøgelse

Forebyggelse af fald

 
Der er mange årsager til fald. Ofte er personer, der falder, ældre, og ofte bruger de flere slags lægemidler. De kommer derfor på apoteket. Det er nærliggende at se, om apoteket kan bidrage til forebyggelse af fald.

Det har en gruppe hollandske forskere sat sig for at undersøge. Deres undersøgelse tog udgangspunkt i fokusgruppeinterviews med fysioterapeuter, hjemmesygeplejersker og praksissygeplejersker.
 
 
 

Resultater

 
Der blev afholdt seks online fokusgrupper med 17 fysioterapeuter, 14 hjemmesygeplejersker og 15 praksissygeplejersker.

Deltagerne fortalte, at de samarbejdede tværfagligt for at forebygge fald, og at de havde meget begrænset samarbejde med de lokale apoteker om faldforebyggelse. Derudover var det tydeligt, at deltagerne havde begrænset viden om lægemidler, der øger risikoen for fald. Dette bidrog til deres lave bevidsthed om apotekets potentielle rolle i faldforebyggelse.

Her er et udpluk af undersøgelsens resultater:
  • Apoteksfarmaceuter kan bidrage til screening af patienter, der er i øget risiko for fald (Capability i figuren)
  • Kommunikation mellem apoteksfarmaceuten og de andre sundhedsprofessionelle kan optimeres (Capability i figuren)
  • Der er forskellige anledninger, hvor apoteksfarmaceuten kan bidrage med relevant viden om medicinrelateret faldforebyggelse (Opportunity i figuren)
  • Der er få sundhedsprofessionelle, der har erfaring med at samarbejde med apoteksfarmaceuter om faldforebyggelse, men de erfaringer, der er , er positive (Opportunity i figuren)
  • Apoteksfarmaceuters rolle i faldforebyggelse er ikke tydelig for fysioterapeuterne (Motivation i figuren)
  • Sygeplejerskerne tænker, at apoteksfarmaceuter kunne bl.a. bidrage ved at øge patienternes bevidsthed om, at nogle lægemidler øger risikoen for fald (Motivation i figuren)
Figuren er et overblik over temaer fra fokusgruppeinterviews afholdt i undersøgelsen, og hvordan de hænger sammen med Formåen – Muligheder – Motivation fra COM-B modellen. FRIDs står for fall risk-increasing drugs.
 
Undersøgelsen viser, at deltagerne er åbne for mere samarbejde med apoteksfarmaceuter. Undersøgelsen viser også, at der er mangel på koordinering af faldforebyggelse mellem de forskellige sundhedsprofessionelle, specielt når det kommer til medicinrelateret fald. Forskerne konkluderer derfor, at det er vigtigt, at der indgås aftaler mellem de involverede sundhedsprofessionelle, herunder apoteksfarmaceuterne, om rollefordeling, kommunikation og koordinering af medicinrelateret faldforebyggelse.
 
 

Kontakt

Mira El-Souri
Udviklingskonsulent, cand.pharm.
48 20 61 62