Spørgeskemaet blev udviklet og pilottestet med ti apotekskunder og tilrettet. Derefter blev det distribueret fra det canadiske analysefirma, Léger, og 913 apotekskunder fra Quebec besvarede spørgeskemaet. Det blev besvaret af kunder, som havde søgt rådgivning på apotek indenfor de seneste fire uger. Herudover var der 191 besvarelser, der enten var mangelfulde og/eller uden for inklusionskriterierne, som derfor blev kasseret.
Resultaterne viser, at 46 % af respondenterne havde søgt rådgivning på apoteket mere end én gang i løbet af de fire uger forud for undersøgelsen.
Kunder med en akademisk baggrund efterspurgte sjældnere rådgivning end dem uden (1,97 vs. 2,17 gange), og kunder med en eller flere kroniske sygdomme efterspurgte hyppigere rådgivning end dem, der ikke havde nogen kronisk sygdom (2,18 vs. 1,94 gange).
Voksne kunder på 55 år eller derover efterspurgte oftere rådgivning sammenlignet med kunder i alderen 35-54 år samt yngre kunder i alderen 18-34 år (1,53 vs. 1,44 gange vs. 1,31).
Vedrørende indholdet i rådgivningen, så handlede 58 % af henvendelserne om medicin, og 33 % drejede sig om helbredsproblemer.
Med hensyn til effekten af apotekets rådgivning, så vurderede kunderne, at 81 % af henvendelserne forhindrede brug af andre sundhedsressourcer. Kundetilfredsheden med rådgivningen var høj med en gennemsnitlig score på 8,75 på en 10-trins skala. Især voksne på 55 år eller derover og kunder med kronisk sygdom var meget tilfredse med henholdsvis score på 9.15 og 8.94.
|