Tværprofessionelt samarbejde
 
 
pharmakon.dk
 
 
 
I artikelserien ”Inspiration fra FIP” bringer vi små og store apoteksrelevante projekter fra hele verden. Fælles for projekterne er, at de alle er blevet præsenteret på FIP i 2022.
 
 

Smertebehandling, når der er langt til lægen

 
I et af de tyndt befolkede områder i Canada har en smerteklinik vendt den traditionelle tilgang til tværfaglig smertebehandling på hovedet. I stedet for, at det er lægen, som indsamler patientdata, undersøger patienten og fungerer som kontaktperson til andre sundhedsprofessionelle, er det et tværfagligt team , der på denne smerteklinik står for det. Teamet består af farmaceuter, fysioterapeuter, læger og socialrådgivere. Med en stor mangel på læger betyder det, at langt flere patienter kan få deres smerter og smertebehandling vurderet og tilpasset.

Det har givet stor tilfredshed hos patienterne.
Baseret på evaluering fra 103 patienter ved brug af et retrospektivt spørgeskema, svarede 96,2 %, at de var meget tilfredse eller tilfredse med servicen. 61,5 % svarede, at deres overordnede helbred var blevet meget forbedret eller forbedret efter forløbet på smerteklinikken. Scoren for deres opfattelse af sygdommens alvor blev forbedret fra 4,1 (moderat syg) til 3,4 (lidt syg) på en skala fra 1-5.

Blandt de deltagende læger svarede 100 % i en spørgeskemaundersøgelse, at de ville anbefale smerteklinikken til andre fagfæller. Desuden svarede 52,4 % af lægerne, at de var mere trygge ved at ordinere opioider, når deres patienter havde været på smerteklinikken, og 71,4 % følte sig mere sikre i behandling af patienter med kroniske smerter. Resultaterne fra patientundersøgelsen viste desuden, at patienter, der fik opioidbehandling, fik deres gennemsnitlige dosis reduceret med 14,2 %.
 
Læs mere
 
 
 

Afdækning af hjemmesygeplejerskers holdning til samarbejdet med apoteket omkring dispensering

 
I Belgien anvender man doseringsæsker for at forbedre medicinsikkerheden. Både apotek og hjemmesygeplejersker dispenserer medicin i doseringsæsker.

Forskerne ønskede med dette studie at afdække hjemmesygeplejerskernes holdning til at samarbejde med apoteket om dispensering.

Besvarelser fra et spørgeskema sendt til deltagerne viste, at 58,5 % af hjemmesygeplejerskerne fandt samarbejdet med apoteket brugbart, bl.a. fordi de oplevede, at apoteket har stor viden om lægemidler. Omvendt var 32,7 % af hjemmesygeplejerskerne imod samarbejdet med apoteket, fordi de mente, at samarbejdet skulle være med patientens læge.

Studiet konkluderer, at der er fordele ved, at hjemmesygeplejersker og apotek samarbejder om dispensering af patienters medicin. Fordelene er bl.a., at hjemmesygeplejerskernes viden om medicin løbende bliver opdateret ved et samarbejde med apotek, og at samarbejdet frigør tid og ressourcer hos hjemmesygeplejerskerne.
 
Læs mere
 
 

Kontakt

Bjarke Abrahamsen
Udviklingskonsulent. cand.pharm., ph.d.
48 20 62 97