Apotekets rådgivning ved seksuel sundhed, graviditet og amning
 
 
pharmakon.dk
 
 
Inspiration fra FIP
I artikelserien ”Inspirations fra FIP” bringer vi små og store apoteksrelevante projekter fra hele verden. Fælles for projekterne er, at de alle er blevet præsenteret på FIP.
 
 

Apoteksfarmaceuters oplevelser af og holdninger til levering af sundhedsydelser relateret til reproduktion og seksuel sundhed

 
Apoteksfarmaceuter står for leveringen af en lang række sundhedsydelser forbundet med seksuel sundhed og reproduktion. En forskergruppe fra Canada satte sig for at undersøge og sammenligne disse sundhedsydelser leveret af apoteksfarmaceuter i forskellige lande samt holdningerne til deres rolle som leverandører af dem.

Dette blev gjort ved et online spørgeskema, der blev sendt til apoteksfarmaceuter i Canada, Thailand og Japan. Spørgeskemaet dækkede de følgende kategorier: graviditetstests, ægløsningstests, prævention, nødprævention, seksuelt eller blodoverførte infektioner, sundhed under graviditet samt generel seksuel sundhed.

Resultaterne viste, at sundhedsydelser inden for alle kategorier i et vist omfang tilbydes i alle de tre lande, men at der var forskellige mønstre i apoteksfarmaceuternes involvering i sundhedsydelserne.

Deltagere fra alle tre lande havde generelt positive holdninger til apoteksfarmaceutens rolle i forbindelse med sundhedsydelser relateret til reproduktion og seksuel sundhed. For eksempel var de fleste enige om, at det at tilbyde rådgivning om det er en vigtig del af apoteksfarmaceutens rolle (Japan=80 %, Canada=93 %, Thailand=95 %), og at de som apoteksfarmaceuter har et etisk ansvar for at levere disse sundhedsydelser (Japan=67 %, Canada=89 %, Thailand=97 %).

Der var også en generel interesse i at få yderligere træning på området (Japan=79 %, Canada=84 %, Thailand=91 %) og i at udvide deres rolle, hvilket over halvdelen af respondenterne i Japan (54 %) havde et ønske om og omkring tre fjerdedele i Canada og Thailand (hhv. 71 % og 77 %).

Blandt landene var der variation i, hvilke områder deltagerne foretrak at få yderligere træning i. I Japan var nødprævention det foretrukne område, mens det i Canada var forebyggelse og behandling af seksuelt og blodoverførte infektioner, og i Thailand var seksuel dysfunktion det område, flest ønskede yderligere træning i.

Undersøgelsen viste, at apoteksfarmaceuter i tre forskellige lande delte en villighed til at udvide deres rolle inden for sundhedsydelser relateret til reproduktion og seksuel sundhed, og at der generelt var en interesse for mere træning.
 
Læs mere
 
 
 

Apoteksfarmaceuters kendskab til medicinbrug ved graviditet

 
Apoteksfarmaceuter kan spille en vigtig rolle for gravide, både hvad angår sikker brug af medicin, beslutningstagning ift. behandling samt generel rådgivning ved graviditet.

Et græsk studie undersøgte apoteksfarmaceuters viden om medicinbrug under graviditet samt deres rådgivning på området. Undersøgelsen var kvantitativ og bestod af et spørgeskema med 35 spørgsmål, som blev besvaret af 103 apoteksfarmaceuter.

Resultaterne viste, at apoteksfarmaceuterne blandt andet manglede viden om indometacin (NSAID, som ikke er markedsført i Danmark) under graviditet, på trods af, at det er kendt, at brugen af dette lægemiddel under graviditet er forbundet med flere risici. Dette var 52,4% ikke klar over, hvilket kunne afspejle et manglende kendskab til brugen af andre NSAID-typer ved graviditet. Derudover var apoteksfarmaceuternes viden om brugen af antacida i håndkøb til behandling af halsbrand og sure opstød hos gravide utilstrækkelig.

Undersøgelsen viste dermed, at apoteksfarmaceuter vil have gavn af træning og kompetenceløft inden for området for at kunne rådgive og løse sundheds- og medicinrelaterede problemer hos gravide.
 
Læs mere
 
 
 

Sikker medicinering hos ammende kvinder på apotek

 
I Serbien er der sammenlignet med omkringliggende lande en lav forekomst af børn, der bliver ammet. Derfor blev der igangsat forskellige aktiviteter, der skulle fremme amningen.

En af disse var udviklingen af nationale retningslinjer for brugen af medicin under amning, som sammen med undervisning af apoteksfarmaceuter skulle fungere som et fundament for implementering af nye rådgivningsydelser relateret til amning.

Undersøgelsens formål var at vurdere apoteksfarmaceuters vidensniveau angående sikker medicinbrug under amning både før og efter undervisningen. Et andet formål var at evaluere apoteksfarmaceuternes tilfredshed med undervisningen og deres opfattelse af undervisningens anvendelighed i forbindelse med fremtidig praksis.

Apoteksfarmaceuter blev inviteret til at deltage i undervisning om medicinbrug under amning. Undervisningen omfattede forelæsninger og workshops med kliniske cases. Testen, som apoteksfarmaceuterne skulle tage, bestod af ti spørgsmål om relevante emner inden for amning og medicinbrug.

Der deltog i alt 265 apoteksfarmaceuter i undervisningen, og resultaterne viste et signifikant højere vidensniveau efter undervisningen om medicinbrug under amning. Før undervisningen var procentdelen af korrekte svar på mellem 43,4% og 75,8%, mens den efter var på mellem 88,5% og 99,6% og altså betydeligt højere. Apoteksfarmaceuterne udviste stor tilfredshed med kvaliteten og anvendeligheden af undervisningen, med en gennemsnitsscore på 4,9-5,0 på en skala fra 1-5.

Undersøgelsen peger på, at undervisning af apoteksfarmaceuter i sikker brug af medicin under amning er et vigtigt trin i implementeringen af nye rådgivningsydelser relateret til amning.
 
Læs mere
 
 

Kontakt

Mira El-Souri
Udviklingskonsulent, cand.pharm.
48 20 61 627