Se MASK i browser
 
MASK – september 2023
 
 

Velkommen til Pharmakon

 
Dereje Gebreselassie Biabeyn
Rengøringsassistent
 
Mit navn er Dereje Gebreselassie. Jeg er 40 år gammel. Jeg kommer fra Ethiopien og bor i Hillerød.
Jeg er uddannet i Automotive Technology. Jeg arbejdede i Ethiopien Airlines omkring 8 år. Da jeg kom til Danmark arbejdede jeg forskellige steder.
I min fritid spiller jeg volleyball, bordtennis og læser bøger.
 
 
Lucy Moreno
Rengøringsassistent
 
Mit navn er Lucy Moreno. Jeg er 45 år og født i Cali Colombia.

Jeg er gift, har ingen børn, men to ældre søstre og en bror.
Jeg har boet i Danmark i 8 år siden 2015 og har boet i Hillerød i 4 måneder.

Jeg har arbejdet på hoteller i Danmark i housekeeping. I mit hjemland havde jeg flere forskellige jobs som lotterisælger, receptionist, tjener, rengøring på hotel samt i private hjem, salgsassistent og salg af værktøj. Jeg har 4 års erfaring med rengøring.

I min fritid kan jeg lide at se film, lave mad og en gåtur ved vandet sammen med min mand.
Jeg kan også lide at skrive, læse og tegne.

Jeg taler spansk og italiensk, en smule engelsk og dansk, som jeg stadig er ved at lære.
 
 
Josephine Marx
Rengøringsassistent
 
Hej, mit navn er Josephine.

Jeg er 21 år, bor i Ølsted sammen med min mor og vores tre hunde. Jeg har arbejdet her på Pharmakon som rengøringsassistent siden den 18. August.

Meget af min fritid bruger jeg på min hund Bobby, kæreste, familie og venner.

Jeg glæder mig til min tid her på Pharmakon.
 
 
Josefine Feldthusen
Rengøringsassistent
 
Mit navn er Josefine. Jeg er 21 år og bor i Hillerød med min familie. Jeg blev student fra Frederiksborg gymnasium 2022 og er pt igang med mit andet sabbatår.

Jeg er startet som rengøringsassistent her på Pharmakon i August måned. Jeg har tidligere arbejdet på plejehjem, som mentor og som webdesigner.

I min fritid går jeg meget op i træning, hvor jeg går til boksning. Derudover styrketræner og løber jeg også. Jeg elsker at rejse og at bruge kvalitetstid sammen med mine venner og familie.

Det har været en fornøjelse at starte og ser meget frem til min tid her på Pharmakon!
 
 
Helle Bøg
Uddannelseskonsulent
 
Kære alle

Jeg hedder Helle Bøg, og jeg er simpelthen så heldig at være startet på Pharmakon den første september som ny Life science underviser. Jeg har haft en fantastisk start. Alle har være SÅ søde, imødekommende og hjælpsomme, og jeg er allerede ved at falde rigtig god til.

Lidt om mig selv. Jeg kommer fra en stilling i Novo Nordisk, hvor jeg de sidste 3 år har arbejdet med initialkvalificering af ny isolator fyldelinje, og før det 7 år i Xellia Pharmaceuticals tilknyttet QA og Sterilproduktion.

Til daglig bor jeg i Hornbæk med min kæreste, en sammenbragt flok teenagepiger og vores Goldendoodle hund.

Jeg glæder mig til mange gode stunder her på Pharmakon.
 
 
Noam Hybholt Ftaya
Uddannelseskonsulent
 
Mit navn er Noam, og jeg er netop startet som uddannelseskonsulent på farmakonomuddannelsen.

Jeg er uddannet sygeplejerske og har en kandidat i pædagogik og sundhedsfremme.

Jeg har gennem min studietid undervist i seksualundervisning i grundskolen og på diverse ungdomsuddannelser hos Sex & Samfund. Derudover har jeg været en del af det sundhedsfaglige team i Styrelsen for Patientsikkerhed under corona.

Jeg bor på Nørrebro med min kæreste og bruger min fritid med familie og venner.

Tak for den rigtig gode modtagelse.
 
 
Pernille Frank
Uddannelseskonsulent
 
Jeg hedder Pernille Frank og er nyansat uddannelseskonsulent på Farmakonomuddannelsen.
Jeg er uddannet farmaceut og har de seneste fem år arbejdet på apotek, så jeg har en masse erfaring fra praksis, som jeg glæder mig til at bruge på en ny måde.

Til daglig bor jeg i Lynge med min kæreste Tais og vores datter Freya på 2,5 år. Det meste af min fritid går derfor også med at lege, lave puslespil og hoppe på trampolin. I weekenden nyder vi at bruge tid udendørs og tage på små ture. Jeg kommer oprindeligt fra Aalborg, så vi tilbringer også en del weekender i det nordjyske.

Jeg forsøger at holde mig aktiv med spinning og reformer, og håber, at få skemaet til at passe, så jeg kan møde nogle af jer til yoga eller crossfit.
 
 
Rune Torp
Kok
 
Mit navn er Rune Torp, og jeg er pr 1. september blevet ansat som kok i køkkenet, hvor jeg er blevet taget rigtig godt imod af Peter og resten af køkkenholdet. Jeg glæder mig til at være med til at lave god mad til jer.
Tidligere har jeg været ansat i restaurationsverdenen, på en efterskole, og i kantiner, bl.a. en årrække i Danmarks Apotekerforening.

Jeg bor i Hundested med min kone og vores hund Karla, og sammen har vi 2 voksne sønner, der er flyttet hjemmefra. I min fritid elsker jeg at vandre og cykle mountainbike, og så er jeg vinterbader fra juni til august.
 
 
Maurice Beenfeldt Andersen
Kokkeelev
 
Hej jeg hedder Maurice Beenfeldt Andersen, og jeg er 20 år. Jeg er fra Kalundborg og er lige flyttet til Hillerød.

Jeg er i mesterlære som kok på Pharmakon og glæder mig til at blive god i køkkenet.
 
 

Afdelingsdag for Apotek
– Kompetence, Udvikling og Forskning

 
 
Den 1. september mødtes vi i Kompagnistræde i København til årets afdelingsdag.
Første punkt på dagen var et besøg hos ViBIS – Danske Patienter som er et nationalt videns- og kompetencecenter, som indsamler, vurderer og formidler viden om metoder til brugerinddragelse.

Vi fik et oplæg om, hvad organisationen arbejder med, og hvordan de arbejder med brugerinddragelse og inddragelsesniveauer. De hørte så også om vores arbejde med at inkludere brugere/borgere/patienter i både forskningsprojekter samt på kurser. Det var meget lærerigt.

Dernæst var det tid til frokost, som blev indtaget på Restaurant Kronborg, hvor der serveres klassisk dansk frokost i hyggelige gamle lokaler.
Vi fik det lækreste smørrebrød og snakken gik lystigt om bordet.

Efter at have spist os mætte var det tid til at slentre gennem den gamle by i solskin. Vi gjorde, holdt ved vaffelbageriet i Nyhavn, hvor flere benyttede sig af muligheden for en is eller iskaffe.

Sidste stop på dagen var Medicinsk Museion, hvor vi fik en rundvisning i udstillingen ”Corona bliver også historie en dag”, hvor vi blandt andet så Magnus Heunickes berømte ’smittekurve’ i rød og grøn, som faktisk slet ikke var baseret på Corona, men på erfaringer fra udviklingen af Den Spanske Syge i 1912.
 
Kristin
 
 
 

Årets DHL-stafet

 
 
I årets DHL-stafet deltog vi 21 friske kollegaer fordelt på 2 løbehold og 2 gåhold. Vejret var, som altid, skønt! Solen skinnede, luften var lun, og vores telt lå lige i solen. Vi var i år klædt i farverige turkise trøjer, som var blevet lavet til anledningen, så vi kunne reklamere, hvor vi kom fra. Alle løbere kom fint i mål, men alle var vist ikke lige tilfredse med deres tid.

Og gåholdene kom også godt gennem de 5 km, det ene meget hurtigt og det andet i et noget mere adstadigt hygge tempo. Efter løbe og gåture, sænkede mørket sig over Fælledparken, og vi hyggede os i vores telt. Det hele blev afsluttet af et kæmpe imponerende fyrværkeri.

Håber, der er mange friske kollegaer klar til næste års DHL. Tilmelding kommer i foråret, så I kan allerede nu træne op til det.

Eva
 
 
 

Glæd dig til årets juletræsfest

 
Kom til Juletræsfest på Pharmakon. Sæt X i kalenderen søndag den 3. december kl. 13 – 17.
Invitation med tilmelding kommer i midten af november i din mailboks.
 
Klik på videoen fra sidste års juetræsfest for og se, hvad du kan glæde dig til.
 
Mange julehilsner fra Juletræsfestudvalget
Peter N., Lykke, Sofie, Jeanette K og Eva
 
 
 
 

Årets gang på Pharmakon 2023

 
September månedes udsagn:

"Der deltager mindst 20 kollegaer i DHL".

Som du kan læse, var der 21 deltagere til årets DHL-stafet.
Det var der 20, der svarede rigtigt på.
 

Har du historier eller idéer, du vil dele med dine kolleger?

Send en mail til Kirsten, khc@pharmakon.dk eller Lene, lw@pharmakon.dk
Så bringer vi det i næste nummer af MASK
 
Næste deadline er fredag den 27. oktober 2023.

Mange hilsner fra redaktionen
Lene Worsøe og Kirsten Holme