Formål Undersøgelsen formål var at undersøge om patienterne oplevede LRP, og om apoteket kunne hjælpe med disse.
Undersøgelsen Interventionen blev gennemført af farmaceuter ansat på apotek. Interventionen blev kaldt Medisinstart og svarer til den danske Medicinsamtale. Patienterne havde to samtaler, den første samtale foregik 1-2 uger efter, at de havde fået en ny medicin til hjertekar-sygdomme. Den anden samtale blev afholdt 3-5 uger efter.
Hver samtale varede mellem 10-20 minutter. Den anden samtale blev gennemført på apoteket eller med via telefon. Bagefter indsamlede forskerne oplysninger om patienterne, deres holdninger til medicin, antal og art af LRP, hvordan patienten blev hjulpet, og hvordan patienterne vurderede interventionen. Der blev rekrutteret 726 patienter fra 67 apoteker, og 633 patienter modtog begge samtaler.
Resultater Resultaterne viste, at farmaceuten fandt LRP hos 52,4 % af patienterne under samtale 1 og hos 43,1 % af patienter under samtale 2. Af de LRP, der blev rapporteret under samtale 1, var 43,7 % løst under samtale 2. Blandt patienter, der oplevede bivirkninger, havde de, der fik rådgivning om, hvordan de skulle håndtere bivirkningerne under samtale 1, større sandsynlighed for at have løst problemerne under samtale 2 (61,2 % mod 42,6 %). Resultaterne viser, at en betydelig del af patienterne oplevede LRP i de første uger efter at have hentet en ny hjertekar-medicin. De oplysninger og den rådgivning, som de fik i projektet, kan have bidraget til at løse LRP. Patienterne var meget tilfredse med samtalerne om deres nye medicin. Forskerne undersøgte også, hvad der havde betydning for tilfredsheden med Medisinstart. De samtaler, der foregik ansigt-til-ansigt scorede højt på tilfredshed, og der var stor tilfredshed, når problemerne, der var fundet i første samtale, blev løst under den anden samtale. Resultaterne viser, at Medisinstart, kan hjælpe med at identificere og løse LRP tidligt hos patienter, der har fået ordineret ny medicin til hjertekar-sygdomme. Og at den anden samtale er væsentlig for at få løst problemerne for patienterne.
|