Egenomsorg har været en del af det forebyggende arbejde i Danmark siden 1970'erne. Patientens egenomsorg er et vigtigt element i forebyggelse af sygdomsudvikling og komplikationer ved sygdom. Artiklen beskriver egenomsorgsaktiviteter udført af danske apoteker.
Egenomsorg i Danmark ses som et partnerskab mellem patient og den sundhedsprofessionelle. Nogle af de danske apotekers aktiviteter, som fremmer patienternes egenomsorg, er beskrevet i nationale og kommunale vejledninger, som fx forebyggelse af fedme, seksuel sundhed, rygestop, undervisning af patienter og pårørende samt vaccination.
Aktiviteter på danske apoteker inkluderer desuden rådgivning, sundhedskampagner, samarbejde med andre sundhedsprofessionelle og patientforeninger. Endvidere gennemføres der sundhedsydelser med det formål at støtte korrekt medicinanvendelse, medicinsikkerhed som bidrager til sundhedsfremme og forebyggelse.
Barrierer for apotekernes egenomsorgsaktiviteter er ifølge apoteker, der er blevet spurgt, betaling til apotekerne og udfordringer med at indgå i en sammenhængende dialog med patienter om egenomsorg på tværs af sundhedsvæsnets aktører.
|