Evaluering af uddannelsesprogram i mentalisering til apotekspersonale
 
 
pharmakon.dk
 
Læs artiklen
 

Mentalisering på apoteket:
Hvordan følelsesmæssig bevidsthed forbedrer kommunikationen med kunderne

 
I de seneste år har der været stort fokus på initiativet Mentalisering på apotek. Nu er der udgivet endnu en videnskabelig artikel, fra vores kolleger på Københavns Universitet, vedr. evaluering af tovholderuddannelsen om mentalisering. Formålet med studiet var at evaluere om uddannelsen kunne øge deltagernes bevidsthed om egne følelser og om det forbedrede kommunikationen med kunderne.
 
 

Hvad er mentalisering?

Mentalisering er evnen til at forstå og fortolke egne og andres mentale tilstande, såsom tanker, følelser og intentioner. Det indebærer at kunne sætte sig i andres sted og forstå deres perspektiver, hvilket er essentielt for god kommunikation.

Metode

 
Evalueringen blev lavet på videooptagelser af skranke ekspeditioner med kunden før og efter apotekets deltagelse i uddannelsen i mentalisering. I alt blev 50 videooptagelser analyseret, hvoraf 25 var fra før og 25 var fra efter deltagelsen på uddannelsen. I analysen blev der kategoriseret og kvantificeret på personalets bidrag i samtalerne, for derved at kunne sammenligne adfærd og følelsesmæssig bevidsthed, ved start og slut.
 

Resultater

 
Evalueringen viste, at apotekspersonalet efter deltagelse i uddannelsen og sammenlignet med data fra før uddannelsen nu havde anderledes samtaler med kunderne. De stillede flere spørgsmål ved indledningen af samtaler og reagerede mere på kundernes udsagn, hvilket indikerer en øget følelsesmæssig bevidsthed. Denne ændring i adfærd bidrog til en kommunikation, hvor kundens behov i højere grad var i fokus og deres perspektiver blev taget i betragtning på en anden måde. Tidsforbruget før uddannelsen varede i gennemsnit 1:59 minutter og efter uddannelsen i gennemsnit 2:52 minutter.
 

Konklusion

 
Studiet viser vigtigheden af følelsesmæssig bevidsthed i kundedialoger og viser, hvordan målrettet uddannelse kan forbedre kommunikationen mellem apotekspersonale og kunder. Apotekerne kan skabe en mere tillidsfuld og nærværende dialog med kunderne, hvilket i sidste ende kan føre til bedre resultater af behandlingen.
 
Læs artiklen