|
Vi er to medarbejderrepræsentanter (Line Holst Bruun og Kirsten Holme) i Pharmakons bestyrelse. Rollen giver et særligt indblik i hele organisationen – og mulighed for at bidrage til udviklingen af vores fælles arbejdsplads.
“Det største, jeg får med fra bestyrelsesarbejdet er, at jeg får indsigt i alle områderne af Pharmakon og har mulighed for at bidrage til udviklingen af vores allesammens arbejdsplads.”
– Line
Bestyrelsens rolle – strategi, ikke drift
Bestyrelsen arbejder på det overordnede niveau: retning, økonomi og udvikling. Den blander sig ikke i den daglige drift. Stemningen i bestyrelsen er generelt afslappet og venlig, og vi oplever en fælles ambition om at gøre det bedste for Pharmakon. Farmakonomskolen fylder naturligt meget i drøftelserne, fordi det er det største forretningsområde omsætningsmæssigt – og fordi apotekerne i bestyrelsen har studerende og derfor et stort engagement i området.
Hvem sidder i bestyrelsen?
Bestyrelsen består af:
- Formand Lars Pram, direktør i Apotekerforeningen
- 3 apotekere, valgt af Apotekerforeningen
- 2 medarbejderrepræsentanter
Lotte Fonnesbæk deltager altid, og indimellem deltager en chef, når et bestemt område er på dagsordenen.
Møder og tidsforbrug
Der er 4 bestyrelsesmøder om året: tre møder varer typisk ½ dag, og ét møde er et heldagsmøde. Før hvert møde læser vi materiale igennem, og det tager typisk nogle timer i ugen op til mødet. Særligt møderne i april og december kræver ekstra forberedelse, fordi årsregnskab og budgetter gennemgås. Især i starten tager det lidt tid at sætte sig ind i økonomi og regnskaber – men man lærer hurtigt meget. Hvis du i forvejen læser Orientering til bestyrelsen, som ligger på Intranettet, har du en ide om, hvordan materialet er.
Tavshedspligt – en vigtig ramme
Som bestyrelsesmedlem får man nogle gange information før resten af organisationen. Her er vi underlagt tavshedspligt: Det er viden, man kan tage ind, men ikke dele eller handle på, før den er meldt ud.
Kort fortalt
Bestyrelsesarbejdet er et ansvar, men også en spændende mulighed for at få overblik over hele Pharmakon og bidrage til udviklingen – på et strategisk niveau.
Spørg os gerne, hvis du vil vide mere.
Line og Kirsten
|