Sådan foregår seponering i praksis
 
pharmakon.dk
 

Seponering – hvad er det, og hvad kan det betyde for apoteket?

 
 
Seponering eller afmedicinering er en struktureret proces, hvor unødvendige eller uhensigtsmæssige lægemidler seponeres eller dosisreduceres – med patientens mål og ønsker i centrum. Begrebet vinder stadig større indpas internationalt.
 
Læs hele artiklen
 

Hvorfor er det relevant?

 
5+
Gennemsnitligt antal lægemidler hos borgere ≥75 år
10-20 %
Af akutte indlæggelser af ældre skyldes lagemiddelrelaterede problemer
~500
Artikler om deprescribing indekseret i PubMed i 2025 alene
 

Hvilke lægemidler er kandidater?

 
Lægemidler kan overvejes seponeret, hvis de opfylder et eller flere af følgende kriterier:
  1. Sandsynligvis ikke har positiv effekt inden for patientens resterende levetid, fx statiner til primær forebyggelse
  2. Mangler aktuel indikation, fx protonpumpehæmmere der fortsættes uden grund
  3. Kan give afhængighed eller kun bor bruges kortvarigt, fx benzodiazepiner og antidepressiva
  4. Er uegnede til ældre, fx NSAID'er
  5. Har begrænset positiv effekt men øger kompleksiteten, fx visse vitaminer
 

Sådan foregår seponering i praksis

 
Seponering følger typisk en 4-trinsproces proces gennemført i samråd med patienten:
  1. Fuld medicingennemgang – med overblik over alle aktuelle præparater
  2. Identifikation af lægemidler, der kan seponeres, dosisreduceres eller skiftes ud
  3. Planlægning i samråd med patienten – hvis præferencer og mål er centrale
  4. Løbende monitorering og støtte efter seponering ved symptomer.
 

Hvad siger evidensen?

 
Internationale studier viser konsekvent, at seponering reducerer antallet af uhensigtsmæssige lægemidler og dermed den samlede medicinbyrde. Effekten på patientcentrerede mål som livskvalitet og funktionsevne er der begrænset evidens for – men intet tyder på at patienterne får det værre. Der efterlyses større studier med patientcentrerede effektmål.
 

Kendte barrierer

 
Individuelle

Frygt hos patient for
at systemet "giver op".

Manglende viden hos den der
udskriver om, hvad der kan seponeres og hvordan.
Organisatoriske

Tidspres. Mangel på kontinuitet. Kommunikation på tværs af de der udskriver.

Patienter kender ikke seponering som mulighed.
Strukturelle

Kliniske retningslinjer fokuserer på opstart
– ikke seponering.

Manglende it-støtte til opdaterede medicinlister.
 
 
 

Konkret: Hvad kan man gøre?

 
  • Vær opmærksom på patienter med 5 eller flere faste lægemidler
  • Spørg ind til, om de oplever bivirkninger eller tvivl om nogle af præparaterne
  • Patienten kan altid tage en samtale med lægen om deres medicin